Protokol over generalforsamling 2005
i Grundejerforeningen Skovbo.
Sted: Egebjerg Fælleshus
Fremmøde: 22 parceller ud af 123.
|
Vasehøj/ Syvendehusvej malet af Seyfarth i trediverne. Maleriet tilhører Frede Carlsson, Havdrup.
Tid.: Torsdag d. 28. april 2005 kl. 1930.
1. Valg af dirigent.
Ib Lucht blev enstemmigt valgt til aftenens dirigent.
2. Protokol.
Protokol for generalforsamling 2004 blev godkendt.
Der er sket en forringelse af affaldsordningen m.h.t. afhentning af papir. Fremover vil der kun blive hentet aviser og reklamer såfremt disse er anbragt i de blå beholdere, og kun hver 6. uge.
Dette står i kontrast til at begrundelsen for at indføre de blå beholdere var at der blev samlet for lidt genbrugspapir ind i Ballerup. Den tidligere afhentning hver 14. dag UDEN beholderen, er nu så stærkt forringet at man må forvente at genbrugspapiret vil blive smidt i skraldespanden eller andre lignende steder, og derved ikke indsamlet.
Der verserer i øjeblikket en lokalplan om bebyggelse af dele af Hjortespring-kilen. HUR har fremlagt en lokalplan som de lokale grundejerforeninger er imod. Bestyrelsen har besluttet at støtte protesterne imod bebyggelsen, ved at medunderskrive protesten.
I kommunens 'borgerpanel' hvor man kan gå ind og svare på forskellige spørgsmål i aktuelle sager (kræver tilmelding), har der været en undersøgelse af snerydningen under det sidste kraftige snefald vi havde i vinters. Der var generel tilfredshed med rydningen. Der har i år været et 'overforbrug' på snerydning på 1.2 millioner.
Som det sikkert er de fleste bekendt er brugen af Fælleshuset genforhandlet. Fællesvirket fra Egebjerg har ved kommunens mellemkomst fået adgang til en begrænset brug af Fælleshuset. Dette på trods af at der stadig er en dårlig udnyttelse af de ganske mange fælleshuse i Egebjerg området.
Kommunen har igen i år taget initiativ til bekæmpelse af Bjørneklo. Det må være en opfordring til Sølavet og måske også Lilleskolen om at gøre noget ved Bjørneklo i år.
Vejsituationen er i al væsentlighed uændret, bortset fra at lapperne på Syvendehusvej bliver større og større, som følge af at hullerne bliver større og større. Lapperne prioriteres efter hvad der måtte være farligst for de svageste trafikkanter, cyklisterne.
Nogle har måske bemærket at man har skiftet riste ud på regnvandsbrøndene langs vejen, og det kunne være tegn på at der 'varmes op' til en egentlig renovering.
I maj/juni vil der komme en høring om en ny trafikplan for hele Ballerup. Den vil blive annonceret i Ballerupbladet og på kommunens hjemmeside www.ballerup.dk. Om det så betyder et endeligt for de tidligere trafikplaner for bl.a. Ballerup Nord, der aldrig er blevet ført ud i livet, vides ikke.
Bestyrelsen, Lars-Bo og Torsten, har fulgt bredbåndsprojektet og indkaldelsen til generalforsamlingen er vedlagt en redegørelse for disse aktiviteter.
Sidste år blev det vedtaget
at bestyrelsen kunne råde over et beløb til en markering af grundejerforeningens
jubilæum. Der var flere mulige forslag; men Bestyrelsens valg faldt på
oprettelse af en hjemmeside. Dels er dette jo et hurtigt voksende medie, og
dels giver det mulighed for at offentliggøre en hel del af det lokalhistoriske
materiale der findes om området.
Derudover giver det mulighed for øget kontakt og publicering af Protokollen m.m.
3a. Spørgsmål til formandens beretning.
Er der ikke andre muligheder for indsamling af papir?
Bestyrelsen har på www.ballerup.dk fundet ud af at papir stadig kan bundtes i bundter med
højst 5 kg.
|
For Skovbos vedkommende bliver det:
2005: 15/5, 27/6, 8/8, 19/9, 31/10, 12/12
2006: 9/1, 20/2, 3/4, 15/5, 26/6, 7/8, 18/9, 30/10, 11/12
Syvendehusvej:
Vejens tilstand blev grundlag for debat, omkring flere forhold.
Forsamlingen undrer sig til stadighed over at en renovering udskydes det ene år efter det andet.
Dernæst kom kommentarer om parkering delvist på fortove. Dette ses på Udbakken, Syvendehusvej og Kastebjergvej. Specielt på Kastebjergvej skulle det være vanskeligt at komme forbi med barnevogne m.v.
Nogle gav udtryk for, at parkerede biler sænkede hastigheden og dermed øgede trafiksikkerheden, andre gav udtryk for den modsatte opfattelse, idet bilerne forhindrer udsyn og flytter cykeltrafikken til midt på kørebanen.
Bestyrelsen hverken kan eller vil gå ind i de enkelte sager, men henviser til relevante myndigheder.
Overordnet er det ikke tilladt at parkere helt eller delvist på fortovet, i visse kommuner ses der dog gennem fingre med denne overtrædelse, så længe der kan komme en barnevogn forbi. Det næste er, at ganske mange ikke holder hæk, anden beplantning eller stensætning på egen grund.
Mange ved måske slet ikke hvor skellet er! Fortovsarealet er kun delvist dækket af fliser eller SF-sten og angiver således ikke skellet. De fleste steder gælder det, at skellet kan findes 2 meter fra rendestenen, og man har pligt til at holde hegn m.v. indenfor skellet. En typisk vej som Kastebjergvej og Udbakken er 10 meter bred med 6 meter asfaltbelagt kørebane, Skovbovænget er 12,5 meter med 7,5 meter kørebane, Syvendehusvej er lidt mere indviklet med flere fortovsbredder.
Bredbånd.
Lars-Bo Jacobsen refererede, at efter hans mening er det eneste realistiske modspil til TDC, i øjeblikket, NESAs fibernet som efter planen skulle blive lagt i jorden i 2006, samtidig med at elforsyningen på 400/230 Volt systemet lægges i kabler.
Ragnisvænge:
Ulla Dam berettede om overgreb på området ved Ragnisvænge. Nogle unge mennesker skulle angiveligt have ”bosat” sig på arealet, og der har været indblandet politi. Det er måske de samme der har misbrugt Schelteren ved Lilleskolen.
Ovennævnte indlæg fortsatte i flere indlæg med beklagelser over naboer.
Store træer og skure i skel:
Der var flere som ønskede at bestyrelsen greb ind mod manglende nabohensyn, med grimme skure og alt for store træer.
Bestyrelsen ser det ikke som sin opgave at klage på medlemmernes vegne, bestyrelsen har ingen bemyndigelse, og de gældende regler er ofte uklare.
De gældende regler er stort set nedfældet i hegnsloven og i kritiske tilfælde er der et kommunalt hegnssyn som bistår ved uenighed.
Hegnsloven beskæftiger sig stort set med træer som står indenfor ½ meter fra skel, og det er selvfølgelig helt utilstrækkeligt i vore dages parcelhus haver.
Bestyrelsen gør således herved opmærksom på problemet idet vi også henviser til generalforsamlingens og bestyrelsens opfattelse af nabohensyn. Det er således, at de træer som ikke skygger for én selv, meget ofte skygger for en nabo.
Med hensyn til støj, har grundejerforeningen vedtaget nogle
”regler” som ikke kan håndhæves, til gengæld er reglerne bare det man forstår
ved ganske almindelig hensyn til omgivelserne. Alligevel udfører flere
græsslåning og lignende lørdag og søndag eftermiddag. Reglerne har dog hjulpet
så meget, at man ikke risikerer at den ene nabo afløser den anden i et
timelangt støjinferno.
Forslag fra medlemmer og bestyrelse:
Skovbo Sølav ønsker forøget tilskud.
Det blev fremført at Sølavet skal afholde udgifter til fjernelse af siv, og derfor ønsker økonomisk hjælp. Forslaget blev vedtaget: (18 stemmer for, 2 imod, 2 stemte ikke)
Sølavet afgav løfte om at supplere grundejerforeningens hjemmeside, www.gfskovbo.dk, med Sølavets referater m.v. således at Skovbos medlemmer kan se, hvad pengene bliver brugt til.
Forslag vedr. skiltning ved søen:
Med total tilslutning vedtog generalforsamlingen henstillingen til Sølavet. Der blev nævnt det upædagogiske i at have skilte, hvor vi skal lære børnene, at de ikke behøver at rette sig derefter.
Sølavets repræsentant var noget forbeholden over for tidsrammen for forslagets behandling i Sølavet.
Udbakkesøen omkring 1985. (Nichlas og Frederik + ?)
Se vores hjemmeside: Foreningen samler på billeder, der vil blive skannet, har du nogle?
Maleren Curt Seyfarth som har malet familiens Vasehøj motiver har også designet hovedet på Kajs Avis.
Forslag om snerydningsordning:
Generalforsamlingen pålagde bestyrelsen at undersøge mulighederne, og fremkomme med et egentligt løsningsforslag på en snerydningsordning, som vil kunne vedtages på generalforsamlingen i 2006.
Forslaget blev forkastet med overvældende flertal.
Forslag om ”gave” til Lilleskolen:
Forslaget blev enstemmigt vedtaget, dog uden, at der blev fremsat konkret forslag til selve gaven eller en økonomisk ramme.
Bestyrelsesvalg:
Formand: Christian Halgaard blev valgt til ny formand.
Formandsvalg skal ske igen i 2006, idet det er en usædvanlig situation at Brian Sørensen, med generalforsamlingens accept, kun lod sig vælge for ét år i 2004.
Kasserer: Lars-Bo Jacobsen blev genvalgt.
Sekretær: Torsten Kyllesbech blev genvalgt.
Bestyrelsesmedlem: Brian Sørensen blev valgt
(Brian fratrådte formandsposten)
Bestyrelsesmedlem: John Dam (var ikke på valg)
Suppleant: Ingelise Pedersen blev genvalgt.
Suppleant: Karen Lisbeth Arentoft blev genvalgt
Revisorvalg:
Revisor: Gunnar Pedersen blev genvalgt
Revisor: Palle Østergaard blev genvalgt
Revisorsuppleant: Lis Suhr blev genvalgt
Revisorsuppleant: Jørgen Funck blev genvalgt
Generalforsamlingen afsluttedes med ost, øl og rødvin. Efter henstilling fra Fælleshuset købte vi i år drikkevarerne der. Fælleshuset havde dog undervurderet grundejerforeningens tørst, men det ved de så til næste år.
Bredbåndsgruppen: n@henrikjensen.dk holder møde d. 26/5
Interesserede bør melde sig til.