Referat fra generalforsamling i Grundejerforeningen Skovbo

Mandag d. 16. april 2018 i Egebjerg Fælleshus


Der var 25 fremmødte- repræsenterende 16 husstande


1. Valg af dirigent

Erik Beck blev valgt med applaus


2. Protokol

Ingen kommentarer til sidste års protokol. Formanden kommenterede dog en af diskussionspunkterne vedhørende afslutning af fortov fra skovstien til Skovbovænget (se formandens beretning). Protokollerne fra generalforsamlinger i de seneste år, kan læses på www.gfskovbo.dk


3. Formandens beretning.

Går man en spadseretur i vores område og orienterer sig mod Damgårdsvej ser man at Sofieskolens bygninger fortsat står og nedrivning af eksisterende bygninger og opførelse af nye bygninger, endnu ikke er påbegyndt. Årsagen er, at lokalplan 138 blev vedtaget af kommunalbestyrelsen for snart lang tid siden. Dette reagerede beboerne på Damgårdsvej kraftigt imod.  De fandt ud af, at naboerne til Skofieskolen ikke havde haft mulighed for at komme med indsigelse mod lokalplanen, da den blandt andet medførte, at byggelinjen mod naboskel og offentlig vej blev mindre end de almindelige regler for bygningers afstand til skel. Derfor måtte naboer forespørges om de havde indsigelser. Det havde de, men som forudset, blev indsigelserne ignoreret og en ny lokalplan 138 blev godkendt af kommunalbestyrelsen i marts 2018. Således regner Sofieskolen med, at nedrivning af eksisterende bygninger vil påbegyndes inden sommer - - - - 2018.

Ballerup kommune har vedtaget en ny kommunalplan og herunder et katalog over boligudbygning for Ballerup kommune. Af kataloget fremgår det, at smertebarnet "Ragnisvænge" udgår af kataloget, således er der ikke planer om opførelse af boliger på Ragnisvængeområdet. På kommunens byplanskontor oplyste man mig, at der ikke vil blive opført boliger på området - i denne omgang. Man kunne ikke garantere mig, at en ny og anden politisk sammensætning i kommunalbestyrelsen ville holde fast i beslutningen. Men mon ikke man har indset, at en ny og endnu kraftigere modvind vil opstår fra beboernes side, hvis man fra kommunens side blot forsøger at tænke nye bygningsplaner for Ragnisvænge.

Ragnisvænge er som bekendt henholdsvis naturbeskyttet og fredet. For at give os støtte i evt. kommende udfordringer med kommunen omkring byggeri eller lign. på området, har Skovbo GF, som vil blev opfordret på sidste generalforsamling, meldt os ind i Danmarks Naturfredningsforening. 

Vi vil inden for den nærmeste fremtid se udskiftning af lysmaste i vores område. Udskiftningen var annonceret til begyndelsen af 2018, men har været forsinket af blandt andet af hårdt vintervejr og beboerindsigelser mod masteplacering. Lysmasterne bliver generelt lavere, men lyskilderne vil være væsentligt kraftigere, således vil fortov og kørebane være fuldt oplyst. På Syvendehusvej og formodentlig også på Skovbovænget i vores kommune, vil lyskildearmaturet og mast være magen til lyskildearmaturet og mast på Skovbovænget i Hareskovby. På Udbakken og Kastebjergvej vil lyskildearmaturet være magen til armaturet på Tranemosevej ved rytterhusene, blot masterne her være 4,5 meter høje. Ny vejbelysning er uden tvivl til det bedre, men medfører også udfordringer for beboerne. Nogle vil være chikaneret, af masternes nye placeringer. Placeringerne vil ofte være andre steder end som tidligere i naboskel. Andre vil blive chikaneret af, at lyskilden vil lyse ind gennem husets vinduer. Beboere, der tæt ved skel har plantet træer m.v., er af kommunen blevet opfordret til at gøre plads til de nye master. Hvis beboeren ikke har gjort plads til ny mast vil denne sandsynligvis blive pålagt udgiften, hvis entreprenøren skal forestå arbejdet.

Nabohjælpskiltene er blevet nedtaget fra masterne af bestyrelsen med undtagelse af et enkelt, der er nedtaget/fjernet af ukendte personager. Naboskiltene opsættes igen af bestyrelsen på de nye master.

Snerydningsordningen kører fortsat, som vedtaget. Med det sparsomme snefald er det blevet til en lille håndfuld snerydninger foretaget af entreprenøren. Er snefaldet over 3,5 - 4 cm kommer entreprenøren på.

En gruppe beboere i Egebjerg har som tidligere nævnt kontakte Helle Teidemann, Ballerup kommunes teknik- og miljø formand, m.h.p. en general hastighedsnedsættelse på 40 km/t. i Egebjerg. Helle Teidemann blev som bekendt ovenud begejstret over gruppens udspil og mente, at der skulle et sammenarbejde i gang mellem gruppen og kommunen for der skulle bestemt gøres noget. Det var før kommunevalget. Men der er fortsat liv i arbejdet. Hver grundejerforening i Egebjerg er blevet bedt om, at komme med forslag til hastighedsdæmpende- og trafiksikre foranstaltninger i deres område. Bestyrelsen har arbejdet med sagen og har indstillet til, at krydset på Udbakken gøres til et kryds med ubetinget vigepligt. Ikke alle med kørekort, der kører på Udbakken, er tilsyneladende bekendt med, hvordan trafikken afvikles i et kryds med højre vigepligt, som er tilfældet i dag. På Skovbovænget køres der ofte hurtigere end tilladt efter forholdene. Dette bemærkes blandt andet i forbindelse med af- og påsætning af børn til Hareskovens Lilleskole. Vi har foreslået, at der anlægges en dobbeltrettet cykelsti på Skovbovænget fra Syvendehusvej til enden mod syd på Skovbovænget. Cykelstien skal anlægges på siden mod skolen. Bumpene på Syvendehusvej er fortsat virkningsløse i forbindelse med at få bilisterne til at køre de skiltede 40 km/t. Bestyrelsen foreslår derfor, at bumpene fjernes og at der i stedet anlægges chikaner skiftevis til højre og venstre på kørebanen. Således vil hastigheden helt naturligt være lavere, da kørende vil skulle afvente modkørende med forkørselsret. Hvis chikanerne anlægges tæt på hinanden vil dette umuliggøre hurtig kørsel.

Facebook i grundejerforeningen er fortsat en mulighed beboerne imellem for at kunne kommunikere. Man skal være grundejermedlem for at kunne være medlem af gruppen. Ønsker man medlemsskab kontaktes Lars-Bo eller Lars fra bestyrelsen.

Beboerne har efterhånden vænnet sig til affaldsordningen. Almindeligt husaffald afhentes torsdag. Det kan være svært at regne ud, hvornår der er storskrald og afhentning af metal og glas. På kommunens hjemmeside under "affald" kan man tilmelde sig en SMS-besked, således orienteres man dagen før om afhentning af en bestemt type affald. Haveaffald afhentes hver 14. dag om mandagen. Beskadiges en affaldsbeholder gøres følgende: Ring til Vestforbrændingen og de tager sig af sagen. Eller på kommunens hjemmeside under "affald" gøres der opmærksom på skaden/problemet og Vestforbrændingen udbedrer eller skifter beholderen. Alt sammen uden beregning.


Formandens beretning blev godkendt med ros og applaus.

4. Regnskabsaflæggelse

Kassereren fremlagde regnskab. Ingen kommentarer


5. Forslag fra medlemmer og bestyrelse


5a. Forslag fra medlemmer:

Skovbo Sølav foreslår, at det årlige tilskud til sølavet forøges fra i dag kr. 40,- pr medlem af grundejerforeningen til kr. 90,- pr medlem. Som motivation anføres, at sølavets 30 medlemmer i dag betaler kr. 1.610,- i kontingent. En stor del af dette går til at gøre såvel sø som omgivelser attraktive. Sølavet har altid været - og vil fortsat være - åben for at alle kan færdes på området på en ordentlig måde. Vi kan imødese en stigning i de omkostninger, der er forbundet med vedligeholdelsen, og vi anser det for rimeligt, at også Skovbo Grundejerforenings medlemmer - hvoraf mere end 25% også er medlemmer af sølavet - bidrager med en større andel til dette.


Der var en længere drøftelse, hvor det blandt andet blev fremhævet, at Sølavet bør/skal fremlægge deres regnskab for at Skovbo kan få indsigt i, hvad det øgede tilskud anvendes til. Desuden blev Sølavet bedt om, at beskrive konkrete projekter, som tilskuddet skal anvendes til. Der var fra nogle medlemmer ønske om, at der blev opsat bænke og borde langs søen, så man kunne få mere glæde af arealet, hvis man ikke er bosiddende langs søen.

Sølavet gjorde opmærksom på, at det er et privat område.

Sølavet blev endvidere opfordret til at søge tilskud hos eksempelvis Lilleskolen og Cowboybyen.


Afstemningen om forslaget resulterede i

8 stemmer for

7 stemmer imod

1 undlod at stemme


Det vil sige, at forslaget blev godkendt


5b. Forslag fra bestyrelsen:

Snerydnings-ordningen fortsætter med nuværende entreprenør.

Forslag godkendt.


6. Budget og bevillinger for det kommende år:


Budget godkendt


7. Valg af bestyrelse og suppleanter:

Formand - Torben Holst Bang blev valgt

Kasserer - Lars-Bo Videbæk (ikke på valg)

Bestyrelsesmedlem - Lis Suhr (ikke på valg)

Bestyrelsesmedlem - Brian Sørensen (ikke på valg)

Bestyrelsesmedlem - Lars Agregaard blev genvalgt


8. Valg af revisorer og suppleanter:

Suppleant - Maria von Holstein blev valgt

Suppleant - Stillingen vakant

Revisor - Erik Bech blev genvalgt

Revisor - Allan Zymt blev genvalgt

Revisorsuppleant - Ole Christensen blev genvalgt

Revisorrsuppleant - Asta Østergaard blev genvalgt


9. Eventuelt:

Der blev opfordret til, at der vises hensyn ved parkering på Udbakken, da det kan være svært at passere, hvis der er to biler parkeret overfor hinanden.


Desuden var der en opfordring til ikke at parkere på fortorvet af hensyn til gående, kørestolsbrugere og snerydning.


Drøftelsen fra formandens beretning om trafik på Syvendehusvej blev genoptaget. Alle opfordres til at overholde hastighedsreglerne.


Efter generalforsamlingen var foreningen vært ved et mindre, men meget hyggeligt traktement.



OBS:

Tilmeld jer med mail-adresse således, at I får det mest aktuelle fra jeres grundejerforening.

Tilmelding sker lettest til: bestyrelsen@gfskovbo.dk.

Desuden har foreningen oprettet en facebook-gruppe: www.facebook.com/groups/gfskovbo/


Besøg også foreningens hjemmeside www.gfskovbo.dk:

Her kan du læse foreningens vedtægter og referater fra foregående års generalforsamlinger.

Hjemmesiden indeholder budgetter, regnskaber og denne indkaldelse samt billeder fra arkiverne.

I 2011 vedtog generalforsamlingen, at referater fra generalforsamlinger kun uddeles i ”papirudgave” til de, som specielt fremsætter ønske herom!