Referat fra generalforsamling d. 14. april 2016

Erik Bech blev enstemmigt valgt til dirigent.

Erik bech takkede for valget og konstaterede at generalforsamlingen var lovligt indkaldt i henhold til vedtægterne.

Der var ingen kommentarer til den tidligere protokol

Formandens beretning:

______________________________

GF Skovbo- Formandens beretning 2015/2016

Formandens beretning fremlægges ved denne generalforsamling af bestyrelsemedlem Torben Holst Bang, der sidst i år 2015 blev valgt af bestyrelsen som konstitueret bestyrelsesformand. Jeg vil i den forbindelse gerne benytte lejligheden til at takke for bestyrelsens tillid.

Valg af ny formand var nødvendigt, idet den tidligere formand Torsten Kyllesbech sidst i år 2015, blev opereret som følge af sygdom. Han har efterfølgende tilkendegivet, at han herefter ikke ønsker at fortsætte som formand. I den forbindelse vil grundejerforeningens bestyrelse sige ham mange mange tak for et stort og engageret arbejde. Torstens store lokalkendskab har bestemt været til gavn for grundejerforeningen, ligesom hans altid hjælpende indstilling og bestræbelser på at gavne medlemmerne har været et stort aktiv.

Ved sidste generalforsamling blev der stillet forslag om opsætning af “Nabohjælp-skilte” med det formål, at afværge indbrud i vores boliger. Dette blev efterkommet og der er nu opsat fem skilte ved adgangsvejene til vores område. Jeg håber, at I har bemærket denne opsætning. Placering og måden skiltene er opsat på er efter anvisning og diktering fra kommunens side. Vi havde gerne opsat et skilt på hjørnet af Kastebjergvej og Dyndsagervej, da dette også er en indfaldsvej mod vores område, men det ville grundejerforeningen Egebjerglund Nord ikke være med til, så således blev det.

Der er i det forløbne år solgt en del huse i området, så vi har fået en del nye grundejere. Det er fortrinsvis Udbakken, der står for udskiftningen. Vi byder de nye beboere velkommen og håber, at de bliver rigtig glade for at bo i vores dejlige område.

Kommunen er gjort bekendt med, at fortovet på Skovbovænget, hvor dette udmunder mod syd i stien langs Skovgærdet, afsluttes mod en lysmast. Dette er uhensigtsmæssigt for alle fortovsbrugere, da disse ledes ud på kørebanen ( godt nok ved vejens ende) for at fortsætte deres fremfærd mod  stien. Vi afventer svar fra kommunen.

Ballerup kommunes “Borger-million” har for en ikke ubetydelig del af millionen fundet vej til Lille Hareskov i området omkring den store bålplads. Beboer Eva Kielgast indsendte til konkurrencen et forslag om aktivitets center i skoven, hvilket blev belønnet for kr. 160409,-. Det vil være nærliggende for os, som naboer, at benytte området efter færdiggørelsen - forhåbentlig inden udløb af 2016.

Forsyning Ballerup har på marken ved Skovbovænget/Syvendehusvej nedgravet en pumpestation, ligesom nye forsyningsledninger er etableret. Arbejdet medførte samtidigt en del parkerede biler på Skovbovænget, umiddelbart vest for krydset Skovbovænget / Syvendehusvej, da disse normalt har ophold i Egekrogen, der i en periode var fuldstændigt opgravet.

Arbejdet er afsluttet og køretøjerne på Skovbovænget er nu forsvundet, da de er blevet genforenet med deres ejere og har fundet ro der.

Ballerup kommunens lokalplan nr. 138 omfatter området: Hareskovens Lilleskole, den privatejede ejendom bag Lilleskolen og institutionen Sofieskolen beliggende for enden af Damsagervej. Sofieskolen har ansøgt Ballerup kommune om ombygning og en ikke ubetydelig udvidelse af det bebyggede areal for institutionen. Man ønsker en mere tidssvarende institution og udvidelse af antal beboere. Af plantegningerne vedr. byggeriet påtænkes det blandt andet, at opføre nybyggeriet i to plan. Vedr. dette forhold har GF gjort indsigelse, idet vi mener, at der overhovedet ikke skal forekomme byggeri i to plan i vores område, der er et parcelhus kvarter. To plans byggeri hører ikke hjemme i vores område.

GF har ligesom andre beboer bemærket, at en vedtagelse af lokalplan         138 i kommunens udformning vil kunne medføre, at andre også vil få mulighed for, ved en evt. om- eller tilbygning, at bygge i to plan, hvilket vi som sagt ikke mener vil være hensigtsmæssigt.

Et større antal beboere på Sofieskolen vil medføre øget trafik mængde. I den forbindelse har GF foreslået omlægning af krydset Skovbovænget/Syvendehusvej for så vidt trafikmængden øges. Det skal være sikkert at være trafikant på områdets veje.

Vi er klar over, at beboerne på Damsagervej ønsker at til og fra kørsel til Sofieskolen omlægges til Skovbovænget, hvorfra der via Hareskovens Lilleskole skal etableret adgangsvej til Sofieskolen. Vi er klart imod.

GF har gjort indsigelse mod omhandlende punkter i lokalplan 138.

Planen ses i skrivende stund fortsat under behandling af kommunalbestyrelsen.

______________________________

Bemærkninger til formandens beretning:

Den øgede trafik til Sofieskolen vil under alle omstændigheder øge trafikpresset i området.
En trafiktælling har vist at der på Syvendehusvej kører 2000 biler i døgnet, med en gennemsnitshastighed på 40,4 Km/t. Bestyrelsen er opmærksom på trafikken vil reagere på uhensigtsmæssige ændringer og forøgelser af denne.

I flg. Lilleskolen er flere elever blevet ældre og kører derfor på cykel til skolen. Dette kan muligvis forklare at trafikken har forholdt sig uændret.

Sofieskolen har midlertidigt fået tilladelse til i byggeperioden, at kørsel foregår via Lilleskolens parkeringsplads

Der blev spurgt til om Lilleskolen har planer om at udvide med 2-etagers bygninger. Lilleskolen har ingen aktuelle planer. Der kan dog komme lovkrav om f.eks. en gymnastiksal til skolen. Et sådant byggeri vil være problematisk i et plan.

Der blev spurgt til hvem der skriver indsigelser vedr. lokalplanen. Bestyrelsen har skrevet indsigelser og underskrevet dem med Bestyrelsen Grundejerforeningen Skovbo. Privatpersoner kan ligeledes komme med indsigelser.

Det blev debatteret om bestyrelsen har mandat til at komme med indsigelser. Da svarfristerne på høringer og indsigelser ikke tilgodeser en længere debat  eller dialog, agerer bestyrelsen ud fra at den er valgt til på bedste måde at varetage medlemmernes interesser. Bestyrelsen er selvfølgelig indforstået med at stille sit mandat til rådighed såfremt dens dispositioner drages i tvivl.

Regnskabet:

Kassereren gennemgik regnskabet.

Der var ingen spørgsmål til regnskabet og dette blev godkendt.

Budget:

Bestyrelsens forslag til budget blev gennemgået. Der var ingen kommentarer til budgetforslaget der blev vedtaget.

Peter Christensen fra Skovbo Sølav takkede for tilskuddet og gjorde opmærksom på at udgifterne til at vedligeholde søen har en vis størrelse. Medlemmerne af Sølavet betaler årligt ca. 1600,- Kr. til søens vedligeholdelse. Så øgede tilskud ville blive modtaget med tak.

Et medlem roste søen og arealet omkring den. Medlemmet mente at grundejerforeningen burde overveje et øget tilskud. Dirigente mente at der var en positiv stemning for dette.

Peter Christensen orienterede kort om søens historie.

Snerydning - Bestyrelsen indstiller at ordningen fortsætter med samme entreprenør. Forslaget blev vedtaget.

Kontingent - Bestyrelsen foreslår at nedsætte kontingentet til 150,- kr. grundet foreningens positive økonomi. Forslaget blev vedtaget.

Valg til Bestyrelsen:

Formand Torsten Kyllesbech ønskede ikke genvalg.

Torben Holst Bang erklærede sig villig til at modtage valg som formand - og blev valgt.

Der vil ved Torstens afgang og Torbens valg til formand, mangle et bestyrelsesmedlem.

Lars Agregaard ville gerne stille op - og blev valgt. Herefter præsenterede Lars kort sig selv.

Suppleanter:

Carsten Reenberg - genvalgt

Michael Zornhagen - genvalgt

Revisorer:

Erik Bech - genvalgt

Allan Zymt - genvalgt

Revisorsuppleanter:

Ove Christensen - genvalgt

Asta Østergaard - genvalgt

Eventuelt:

Der var ingen indlæg.

Kassereren takkede Torsten Kyllesbech for dennes tid som formand i grundejerforeningen.
Dirigenten takkede for god ro og orden og opløste generalforsamlingen.